Klubben
Aabybro Golfklub, der er stiftet i 1993, har efterhånden en del år på bagen, og er i dag blandt de største i Nordjylland. Trods størrelsen, er der her en rigtig god stemning, hvor det sociale samvær er i højsædet.
Klubhuset er indrettet i Høbækgaards tidligere stuehus, hvor vi har bevaret noget af den hyggelige atmosfære, der tidligere har været i disse gamle bygninger. Gården fremstår den dag i dag, efter en kraftig renovering indvendig, med kalkede facader og opholdslokaler med lavt til loftet og synlige bjælker.
I klubben er der stor aktivitet, og klublivet blomstrer med interne turneringer, ”klubber i klubben” samt forskellige udvalg, der udfører et stort stykke frivilligt arbejde for klubben.
